Mourier, Konrad Emil.
(Side 498-499 i Dansk biografisk Lexikon / XI. Bind)

Guvernør i Trankebar

Mourier, Konrad Emil, 1795-1865, Søofficer, Søn af ovennævnte Præst Ferdinand Louis M., fødtes 11. April 1795 i Kjøbenhavn, blev Sekondlieutenant i Marinen 1813, Premierlieutenant 1820, Kapitajnlieutenant 1830, Kapitajn 1841 Kommandørkapitajn 1847, Kommandør 185I, Aaret efter Kontreadmiral, 1853 Flaadeinspektør og Viceadmiral; i Jan. 1864 erholdt han Afsked og døde 26. April 1865. - Kort efter sin Udnævnelse til Officer ansattes M. ved en Kanonbaadsdivision i Nordsøen; det paafølgende Aar blev han detacheret til General Karsdorffs Hjælpekorps ved Elben. Efter Freden gjorde han 1816-19 flere Rejser som Overstyrmand med det ostindiske Kompagnis Fregatskib «Anna Dorothea» og blev derefter ansat som Admiralitetsadjudant hvilken Stilling han med Afbrydelser beholdt indtil 1831. Han foretog en Del Togter, dels som subaltern, bl. a. til Vestindien, dels som selvstændig kommanderende; saaledes førte han 1827 og 1830 Kongens Dampskib «Kiel:». I Sommeren 1831 ægtede han Constance Marie Münnster (f. 12. Maj 1808 d. 6. Jan. 1864), Datter af Landfysikus i Buskerud Amt Jørgen Andreas M. (f. 1175 d. 1835) og :Henriette Louise Christine f. Colding (f. 1780 d. 1847). Umiddelbart herefter rejste M. til Trankebar, hvor han overtog Posten som Gouvernør for de dansk-ostindiske Besiddelser og virkede til 1838, meget afholdt paa Grund af sin humane Administration. Overgangen fra en aarlig Indtægt af 8000 Rdl til 600, da han kom tilbage, trykkede ham ikke lidet; men kort efter fik han Kommandoen over Briggen «Mercurius» til Vestindien og Sydamerika 1839-41. Det paafølgende Aar afhentede M. i England Marinens første :Krigsdampskib «Hekla», for hvilket han 1843-45 blev Chef paa et Togt til Marokko. 1848 indtraadte M. som 3. Militærdeputeret i Admiralitetskollegiet; da dette s. A. omdannedes til det nuværende Marineministerium, erholdt han Stillingen som Direktør for Admiralitetsdepartementet og ledede som saadan de ministerielle Forretninger i den i slesvigske Krig, under hvilken han altsaa ikke var udkommanderet. Ved denne Virksomhed forblev han indtil 1853. Det paafølgende Aar var M. Chef for en Øvelseseskadre af Sejl- og Dampskibe. S. A. erholdt han Storkorset. 1855 sendtes han i en overordentlig Mission til Frankrig for at overrække Kejser Napoleon Elefantordenen; 1856 ansattes han som Holmens Overekvipagemester, 1858 som Chef for Orlogsværftet, i hvilken Stilling han forblev til 1864. 1860 blev M. Ordensmarskal.
Hvad der navnlig karakteriserede M., var den Retsindighed og den strænge Pligtfølelse, hvormed han udførte al sin Tjeneste.
Uden nogen Sinde at trænge sig frem vandt han dog bestandig en saadan tillid, at man betroede ham den ene betydelige Post efter den anden. Om dem alle kan det siges, at han udfyldte dem med overlegen Dygtighed. Særlig som Chef for Orlogsværftet har M. sat sig et varigt Minde. Han overtog Stillingen paa et tidspunkt, hvor det ikke kan nægtes, at Begreberne vare noget slappe, og en Del Uvæsen med Hensyn til personlig Fordel havde faaet Hævd. Ved sit Exempel - der for en uindviet kunde synes at nænne sig Pedanteriets Grænse - fik han dog hurtig Ende paa største Parten af disse Uskikke. I Marinen nævnes endnu den haarfine Redelighed, hvormed han skjelnede mellem sit eget private og det,. som hørte Staten til. I Aaret 1863 nedsattes med A. F. Krieger som Formand en parlamentarisk Kommission til undersøgclse af Værftets Forhold; i denne Kommission havde den bekjendte Folketingsmand Grosserer Alfred Hage Sæde, og gjennem ham forvoldtes der M. mange Fortrædeligheder, der sikkert have ærgret den grundhæderlige mand meget, men som dog aldrig - udad til - bragte ham ud af den værdige Ro, der var hans Særkjende. 1859 havde han det Uheld at blive blind paa det ene øje; han indgav i den Anledning Begjæring om Afsked, men denne modtoges ikke. - Som kommanderende var M. urokkelig koldblodig. Da der ved en Flaadeinspektion i Korvetten «Flora» 1854 udbrød Ild i Nærheden af Krudtmagasinet, gav M, uden at fortrække en mine, Chefen Ordre til at slukke Branden og blev staaende oven over Brandstedet samtalende med sine omgivende, som om intet var paa Færde. Naar man til de ovenanførte Egenskaber føjer stræng Gudsfrygt og en stærkt udviklet praktisk Sans, vil Billedet af denne Hædersmand staa klart for den Efterverden, der ikke personlig har kjendt ham.


Hiort-Lorenzen og Elvius, Patriciske Slægter S. 204 f.

C, With.

(http://www.lysator.liu.se/runeberg/dbl/11/0500.html)

Webmaster & Information.

Designer: BC